Fem ting du måske ikke vidste om Marokko

Rejs til Marokkos ørken
Vinteren er over os, og det får mange til at drømme om varmere himmelstrøg. I den forbindelse har du måske overvejet en rejse til Marokko.Denne eksotiske destination gemmer på mange turistskatte, men med en kultur der er meget anderledes end vores egen, er det nemt at gå galt i byen. Her er fem ting, de fleste danskere ikke tænker over, når de rejser til Marokko:

Fredag er en helligdag

Du kan opleve, at de fleste butikker og forretninger i Marokko er lukkede på en fredag, især efter middagstid. Ifølge islamisk tradition dedikeres fredag til Jumu’ah – og er derfor den dag, hvor marokkanere som gode muslimer samles i moskeen til bøn.

Det kan blive ret koldt

I sommermånederne rammer Marokko maks-temperaturer på over 40 grader i løbet af dagen! Men hvor mange pakker til varmen, er det kun de færreste der overvejer, hvor hurtigt temperaturen falder, når solen går ned – især om vinteren. Dette gælder specielt for Atlas Mountain-området og Sahara-ørkenen, hvor temperaturen falder betydeligt. Så sørg for at pakke varmt tøj!

Man bruger brød som bestik

Traditionelt spiser marokkanerne næsten hvert måltid med brød (og deres højre hånd! – venstre bruges til toiletbesøg). Brødet bruges som bestik i stedet for gafler eller skeer.

Det kan virke lidt underligt i begyndelsen, især da det betyder, at man spiser brød til hvert måltid – morgenmad, frokost og aftensmad! Men det er den mest udbredte måde at spise på. Og det har den fordel, at det efterlader mindre opvask.

Alkohol er svært at finde – og det er dyrt

Som muslimsk land giver det mening, at alkohol ses ned på. Men mange danskere får sig alligevel en overraskelse, når de om aftenen får lyst til at nyde en god vin eller kold øl efter en lang oplevelsesrig dag. Det er lovligt at drikke alkohol som turist, men det er alligevel ikke helt ukompliceret at finde det – og så er det ret dyrt!

Hvis du har mulighed for det, så køb alkohol direkte fra supermarkeder som Carrefour, da deres priser er betydeligt lavere end på restauranter, hostels og hoteller. Det er især vigtigt at være opmærksom på, at alkohol er næsten umuligt at købe under Ramadanen!

Ingen toiletpapir

Af hygiejniske grunde er marokkanske toiletter (ofte ‘squat-toiletter’ uden sæde) udstyret med et lille brusehoved og en vandspand i stedet for toiletpapir. De fleste toiletter har dog en papirkurv, hvor du kan smide det eget medbragte toiletpapir ud.